Henrik Ibsens skrifter

Det er ifølge anmodning fra min søn og overensstemmende med mit eget ønske at jeg herved tager mig den frihed at tilstille Deres excellence ​vedlagte aktstykker med indstændig anmodning om at gøre Dem bekendt med samme og derefter skænke ​sagen al den opmærksomhed, som De måtte finde at den fortjener.

Jeg kan ikke frigøre mig for det indtryk at ​udenrigsdepartementets fremgangsmåde, nu, efter fem års forløb, at finde en hindring for min søns forfremmelse på den diplomatiske bane væsentlig fordi han ikke har taget juridisk examen i Norge, – at denne fremgangsmåde rummer i sig et demonstrativt moment, der sigter videre end til den eller dem, som derved nærmest og føleligst rammes.

Men jeg kan ikke bekvemme mig til at tro at den norske regering, i et tilfælde som det foreliggende, skulde stå aldeles magtesløs eller uden formel adgang til at skride ind, forudsat at den dertil finder sig foranlediget.

Jeg holder mig, som naturligt er, nærmest til den personlige side af sagen og beder Deres excellence betænke, hvad der her for mig og mine står på spil. Jeg véd ikke, hvilken anden embedskarriere der skulde kunne stå min søn åben i Norge dersom man nu pludselig fra svensk side lukker for ham den diplomatiske, til hvilken han føler sig særlig kaldet og hvortil han nu i fem år har forberedt sig.

Man kunde måské falde på at sige at skylden ligger hos mig, der ikke har ladet min søn få sin uddannelse ved det norske universitet. Men således forholder det sig i virkeligheden ikke. Jeg havde intet valg. ​Min økonomiske stilling var dengang ikke sådan at jeg kunde holde ham til studeringer i Kristiania uden selv at tage bolig dersteds. Men dette kunde jeg umulig i de år bekvemme mig til. Derved vilde nemlig hele min literære livsbane være bleven forrykket og bragt ud af sporet.

Deroppe fra vilde jeg aldrig have kunnet erobre mig den stilling i verdensliteraturen, som jeg nu er indehaver af. Deroppe fra vilde det aldrig være faldet i min lykkelige lod, således som nu, at bære det norske navn videre ud omkring i verden end nogen anden nordmand hidtil har formået på digtningens område, – og vel ikke på noget andet område heller.

Jeg tror at jeg tør udtale dette uden at sigtes for at overvurdere min nuværende position.

​I førstkommende Januar måned vil jeg kunne sé tilbage på 40 års uafbrudte digteriske virksomhed. Ved sådanne lejligheder plejer der jo vanligvis at falde nogen påskønnelse fra det samfund, man tilhører. I begyndelsen af næste år vil vel min søns og derved også min egen her omhandlede livssag finde sin endelige afgørelse. Det vilde unægtelig være en ejendommelig skæbnens ironi om denne afgørelse, netop på dette tidspunkt, skulde finde sit udtryk gennem den bittreste sorg og krænkelse, der kunde tilføjes mig.

At sagen i så fald kom til at indankes for offentlighedens domstol vilde jeg ikke kunne forhindre. Jeg kan glæde mig ved at eje mange kære svenske venner og mit forhold til Sverige har hidtil været det bedste. Jeg behøver derfor ikke at fremhæve for Deres excellence hvor usigelig pinligt det vilde være for mig at sé mit navn inddraget i oprivende stridigheder af en på forhånd uberegnelig rækkevidde og karakter.

Det er derfor at jeg herved gentagende og på det indstændigste beder Dem, herr statsminister, og gennem Dem ​ ​den samtlige norske regering om at ​intervenere for min søn og for mig selv og forsøge, hvad muligt er for at bortrydde de hindringer, som udenrigsdepartementet nu opstiller mod hans ​forbliven og forfremmelse på den diplomatiske bane. –

​Deres excellence var i sin tid som mellemmand medvirkende til at jeg fik det rejsestipendium, der førte mig og min familje til Rom og hvoraf følgen blev min 25-årige bosættelse udenfor hjemmet.

Jeg vil heri sé et godt omen for at Deres excellence besidder vilje og magt til at afvende de skæbnesvangre følger, som denne rejse nu truer med at drage efter sig for mig og mine.

Sluttelig undlader jeg ikke at meddele at jeg agter i sagens anledning at henvende mig i ​privatskrivelse til kongen, der i sin tid personlig tilsagde min søn sin bevågenhed og velvilje i ethvert påkommende tilfælde. –

Med forsikkringen om min udmærkede højagtelse har jeg den ære at tegne mig